Den sidste dag i august begyndte årets vandløbsfagmøde på bedste vis: Næsten 100 vandløbsfaglige medarbejdere fra kommuner, staten og private rådgivervirksomheder satte kursen ned ad Susåen i kano. Turen fra Skelby blev startskuddet på tre dage med faglighed, inspiration og gode diskussioner om fremtidens vandløbsforvaltning.
I år var det Næstved Kommune, der havde fornøjelsen af at være vært for de i alt 127 deltagere på Kobæk Strand Hotel & Konference.
Morten DD Hansen udfordrede os til at tænke større, drømme på vandløbenes vegne og styrke vores evne til at formidle fortællingen om vandløbsnaturen. Herefter satte Jes Jessen Rasmussen fokus på vandløbenes behov for plads og vores grundlæggende syn på deres fysiske udformning.
De faglige ekskursioner bragte deltagerne til Øvre Suså ved Almstofte med oplæg om fisk, smådyr, planter og ådalsdynamik på en tidligere EU LIFE-projektstrækning. Turen gik også til Fladså, hvor arbejdet med at redde den truede brakvandsgedde blev præsenteret. På fagmødets sidste dag blev deltagerne klogere på planerne om at fjerne den nederste spærring i Susåen ved Rådmandshaven.
En af konferencens centrale debatter var panelsamtalen "Drømmevandløbet møder virkeligheden", hvor Sten Frandsen (Kolding Kommune), Linda Bollerup (Fyns Laksefisk), Torben Ebbensgaard (COWI) og Peter Kaarup (SGAV) delte perspektiver på muligheder og udfordringer i arbejdet med vores vandløb. Samtalen blev efterfulgt af oplæg om formidling og inddragelse i forbindelse med Grøn Trepart, udtørring af vandløb og nyt fra SGAV om vandområdeplan 4.
Tak til oplægsholdere, deltagere og alle bidragydere for nogle inspirerende dage fyldt med faglige indsigter, netværk og gode diskussioner om vandløbenes fremtid.
