Op mod 70 vandløbsfaglige medarbejdere fra kommuner, staten og fra private rådgivere havde i slutningen af august taget turen til Kolding for at udveksle erfaringer og drøfte aktuelle emner på vandløbsområdet.
Blandt de faglige emner kan nævnes status for den Grønne Trepart, nyt fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) og klimatilpasning og vandtilbageholdelse i ådale. Men også et noget mere alvorligt emne om de mange ødelæggelser af naturområder, som finder sted i disse år, fx opgravning af vandløb og moser og ulovlig fældning af træer.
De faglige ekskursioner gik til bl.a. klimatilpasningsprojektet i Hylkedalen, pumpe-sluseanlægget i Kolding Å ved udløbet i Kolding Fjord, Kolding Ådal, hvor der arbejdes på et større vandtilbageholdelsesprojekt og den store nye solcellepark ved Viuf mellem Kolding og Vejle, hvor der er frilagt en række tidligere rørlagte vandløb. Dette med henblik på at forbedre naturforholdene i solcelleparken.